Begrænsning af dobbeltuddannelse del 3

Trods 70.000 underskrifter mod begrænsningen af dobbeltuddannelse, ser det fortsat ud til at der er flertal for forslaget, som skal til 2. behandling fredag.

I morgen, fredag, er der 2. behandling i folketingssalen, af lovforslag 69 (begrænsning om dobbeltuddannelse), som jeg tidligere har skrevet om på siden. Forslaget forhindrer studerende i at tage mere end én videregående uddannelser på samme eller lavere niveau, end den de allerede har gennemført.

Som man kan læse af de tidligere indlæg, har jeg kontaktet både den nuværende og den tidligere uddannelses- og forskningsminister, og fik kun et meget kort svar tilbage fra styrelsen for videregående uddannelser:

Kære Dennis Asp

Uddannelses- og forskningsministerens sekretariat har anmodet Styrelsen for Videregående Uddannelser om at besvare dig, da styrelsen, der er en del af Uddannelses- og Forskningsministeriet, blandt andet administrerer reglerne om adgang og optagelse til de videregående uddannelser.

Med henvisning til dit spørgsmål kan jeg oplyse, at lovforslag L 69 om begrænsning af dobbeltuddannelse alene omfatter adgang til videregående uddannelse på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Da politiuddannelsen hører hjemme hos Justitsministeriet, vil lovforslaget (og dine tidligere gennemførte uddannelser) ikke forhindre dig i optagelse på politiuddannelsen.
Det er da gode nyheder for mig (såfremt jeg ender med at blive optaget, og ikke skifter mening senere i livet), men mine bekymringer på andre studerendes vegne forholder de sig ikke til.

Nyt i sagen er, at uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), har lovet at undersøge fordele og ulemper ved at åbne op for egenbetaling på uddannelser med ledige pladser. Ifølge ministeriets hjemmeside (http://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2016/minister-vil-undersoge-fordele-og-ulemper-ved-egenbetaling-for-dobbeltuddannelse) vil regeringen se nærmere på mulighederne i det nye år.

Selvom det desværre ser ud til at lovforslaget bliver vedtaget, er det ikke uden modstand. I tirsdags overrakte bl.a. Danske Studerendes Fællesråd mere end 70.000 underskrifter mod forslaget til ordførerne fra Socialdemokratier, Dansk Folkeparti og regeringen.

2. behandlingen kan følges i morgen fra kl. 10:00 nedenfor: Forslaget er på dagsordenen som punkt 21.

Lovforslag 69 forslag til lov om ændring af lov om adgangsregulering ved videregående uddannelser er sat til 3. behandling mandag d. 19. december.

Kommentarer

Kommentarer