Hvad er parkour?

Dennis Asp | 13. maj 2017 | Parkour | Ingen kommentarer

Der findes ikke en fast definition på parkour. Selvom mange er enige om hvad det er og hvordan det ser ud, ændrer definitionens ordlyd hele tiden. Nogen vil desuden beskrive det som en sport eller disciplin, mens andre beskriver parkour som en livsstil. Hvis man kigger på wikipedia, finder man følgende definition:

”Parkour er en fysisk disciplin, hvor man ved at tilpasse sine bevægelser til miljøet man befinder sig i, skal passere enhver forhindring, der måtte ligge på ens vej.

Den grundlæggende idé bag Parkour er at bevæge sig gennem omgivelserne i flow, det vil sige at komme fra punkt A til B mest effektivt og hurtigst muligt udelukkende ved brug af kroppen. Parkour foregår oftest i bymiljøet (urbant). Bygninger, gelændere og vægge anvendes til fremdrift på en alternativ måde.”

Denne definition ligner meget den, som de fleste udøvere ville give, hvis de skulle forklare hvad det er. Der er dog flere problemer med denne definition. Fra A til B i flow effektivt og hurtigt udelukkende ved brug af kroppen, ser vi også i hækkeløb, forhindringsløb, orienteringsløb mv. Beskrivelsen passer ganske vist, men uden nogen forudindtagelse om hvad parkour er, udelukker det ikke at være hækkeløb i byrummet.

Et andet problem ligger i måden man træner og udøver parkour. Det er yderst sjældent, man fastlægger en rute, og tilbagelægger den i flow på den hurtigste og mest effektive måde. Oftest finder man et begrænset område (f.eks. en skole eller parkourpark), hvor man kan lægge sin telefon, vandflaske, overtøj osv. fra sig og træne der. Træningen varierer, men kan bestå af en kortere rute (et run) hvor man trænere at perfektionere sine bevægelser i en længere sekvens, eller kan være træning af ét enkelt spring ad gangen.

Når vi begynder at snakke om saltomortaler, skruer og twists, bliver det pludseligt meget mere kompliceret. En ikonisk bevægelse i parkour, er det såkaldte wallflip, hvor man med et til flere skridt op ad en lodret væg, laver en baglæns salto. Bevægelsen er ikke hurtig og effektiv, og bidrager ikke til at bringe dig fra A til B. Derfor har der siden parkourhistoriens begyndelse være en lang række diskussioner om hvorvidt flips og rotationer var en del af parkour, og førte til en del forvirring omkring begreberne parkour, freerunning og urban tricking.

Læs også: Parkours Oprindelse – Hvor stammer parkour fra?

For nogle, i hvert fald på de danske forums (det var før diskussionerne kørte på Facebook), blev opfattelsen at parkour var den hurtige og effektive del, altså uden flips og tricks, mens freerunning og urban tricking var nogenlunde det samme, og var mere fri og åben for kreativitet og blær. Begrebet urban tricking er dog forsvundet lidt med tiden, og efterlader parkour og freerunning.

Dennis Asp dyrker parkour — Udøver: Dennis Asp

I bogen The Ultimate Parkour & Freerunning book fra 2011 bliver der også skarpt adskilt mellem parkour og freerunning:

Parkour:
“En bevægelsesdisciplin eller -kunst, hvor udøveren vælger andre veje end de der er lagt op til arkitektonisk eller kulturelt. Udøveren vælger sin egen vej gennem det naturlige eller urbane rum, og løber langs en sti han selv har lagt, og overkommer de hindringer der måtte komme i vejen så hurtigt og effektivt som muligt, med fokus på en kontrolleret udførelse af bevægelserne og det flow der ligger i kombinationen af flere bevægelser. Parkour forstås som den effektive bevægelses kunst.”

Freerunning:

“Freerunning anses som en disciplin udsprunget af parkour. De basale bevægelsesteknikker i urbane og naturlige miljøer, danner grundlag for freerunningteknikker. Vægten ligger dog ikke på at bevæge sig fremad, men på at bevæge ens egen krop og interagere med omgivelserne kreativt og individuelt.”

De tyske udøvere der står bag bogen, har en noget anderledes formulering af, hvad parkour er, selvom helheden er nogenlunde den samme. De skelner dog skarpt imellem, at parkour handler om effektivitet mens freerunning handler om noget æstetisk. David Belle, som bliver anset for opfinderen af parkour, har muligvis selv været med til at skabe en smule forvirring om begreberne. I den omtalte reportage fra TF1 i afsnittet Parkours oprindelse, viser David Belle en masse parkour og heriblandt også en reverse vault (spring over en mur med skrue) og et backflip ned fra et tag. Han siger dog herefter at ”det er ikke rigtigt en del af parkour, men jeg har dyrket gymnastik og kan godt lide det”. Han beskriver i dokumentaren ikke parkour som værende hurtigt og effektivt, men mere som en disciplin hvor man går sine egne veje og kalder byen for sin legeplads. I filmen Jump London, som havde stor indflydelse på udbredesen af parkour og freerunning, sætter man i de første to minutter af filmen, de to discipliner i samme bås, men benytter begrebet freerunning i resten af filmen. I opfølgeren Jump Britain starter de igen ud med at blande de to begreber sammen. Undervejs forklarer udøverne i filmen, at freerunning handler om at overkomme forhindringer på din vej, være fri og at lave elegante bevægelser. Man skal altid bevæge sig fremad, og uanset hvilken vej man vælger, må man aldrig gå tilbage. Der er fortsat masser af flips og skruer, der får det hele til at se lækkert ud.

Foreløbigt at det altså ikke lykkedes at komme en konkret definition nærmere, ej hellere at skelne tydeligt mellem parkour og freerunning. Det må være sin plads at vende tilbage til skaberen, og høre hvad han mener. I et interview med Tim ”Livewire” Shieff fra Storm Freerun siger han:

“I never wanted the status of a boss who says ‘ You must do this, you must do that’ and so on. I learnt parkour in freedom, so I wanted to see how it evolved in freedom”

Han beskriver parkour som en made at træne på, som tillader os at konfrontere objekter. Han siger i øvrigt, at det ikke behøver at være i byen, men kan være i alle omgivelser. Akrobatiske bevægelser er et udtryk for glæde, og lysten til at klovne rundt og lave saltoer. Og det er et interessant emne David Belle bringer op. Han genkender at der er to sider – en basseret på effektivitet og fremadrettet bevægelse, og en side med tricks. Han har ikke noget imod flips, og laver dem selv, men pointerer også at de to sider ikke er det samme, og ikke må forveksles. David Belle giver os heller ikke forskellen på parkour og freerunning, og svarer heller ikke direkte på om tricks er en del af parkour eller ej. Det nærmeste vi kommer på et svar, er at fortæller at han stoppede med den del af det, fordi det ikke var den retning han ønskede det skulle tage. Vurdér selv i dette uddrag af interviewet:

“Parkour is a way of training which allows us to confront obstacles. And it doesn’t matter whether the obstacles are urban or natural. Acrobatic movements, for me, are a refleksion of joy, of happiness, of a desire to clown around and have fun, to do flips. And that’s one thing. In Parkour there is this side based on efficiency, of moving forward, of overcoming the obstacle and advancing. But I have nothing against acrobatic movements. I did gymnastics because I enjoy flips. If I’m on the beach, I enjoy having fun and doing backflips. But things shouldn’t get mixed up. It’s like fighting. In martial arts you have the fight. And you have the kata, which is the artistic side, with kicking and tricks. But kata is not the same as fighting. You have the fight which is direct. Boom! And you have the tricks, which are fun, freestyle, cool. In parkour it’s the same. If you have a parkour event today, young people come and they have fun and they do tricks and that’s normal. They’re having fun. They’re doing spins and so on. I’ve done them too. But it wasn’t the direction I wanted to take. So I left that behind. And when I did the first videos, I wanted to show that it was a kind of physical self-expression. I wanted to give some sense to that and find an efficient side to it. It was a new technique. And if you add things that are not essential to a technique based on usefulness, you get away from that technique. So I had to be able to explain that there is basic, parkour which provides physical conditioning. And afterwards there are extensions which can go towards acrobatics, freestyle, and whatever anybody wants.”

Denne diskussion har tidligere været meget ophedet, men det er min opfattelse at den er stilnet lidt af, i takt med at man er blevet nogenlunde enige, og går mindre op i det. Jeg vil konkludere på dette afsnit, ved at give min opfattelse:

”Parkour er en træningsform, hvor man træner bevægelser, der kan bruges til at komme hurtigt og effektivt fra A til B, og overkomme de forhindringer man måtte møde på sin vej. Bevægelserne kan være, men er ikke begrænset til, at springe, kravle, svinge sig, rulle, klatre, løbe mv. Typisk foregår det i bymiljøet, men begrænser sig ikke til bestemte omgivelser, men til udøverens evner og fantasi. ”

”Freerunning ligner til forveksling parkour, og indeholder alle de samme elementer. Fokus er i freerunning flyttet fra effektivitet og hurtighed, til et mere frit æstetisk udtryk, som tillader rotationer om alle kroppens akser, eller omkring omgivelserne, både fremadrettet, bagud, til siderne samt op og ned.”

Som en bemærkning vil jeg tilføje, at forskellene eller definitionerne er mindre relevante. Nogle vil sågar sige, at parkour og freerunning blot er hhv. et fransk og et engelsk ord for det samme. Det er for den enkelte hvad man gør det til, og for mange er det en balance mellem effektivitet og tricks, mellem flow og sværhedsgrad, osv. I bund og grund er vi alle blot legebørn, der har gjort det til en mere eller mindre seriøs hobby at lege – udøverne af parkour og freerunning har ikke glemt glæde ved at kravle op i et træ eller svinge sig i gyngestativet – disse traceurs/freerunnere har bare taget det et skridt videre.

Hvad er tricking?

Tricking har i og for sig ikke noget at gøre med hverken parkour, freerunning eller urban tricking, men fortjener nu alligevel at blive nævnt. I ”gamle dage” var miljøet indenfor såvel parkour og tricking meget lille, og udøverne skrev på nogle af de samme forums. Mange af udøverne (af særligt parkour) praktiserede også begge dele, hvilket kun har gjort forvirringen om dette nu fjerde begreb endnu større. Jeg ved at for nogle af de udøvere som er meget passionerede omkring tricking, er det til stor frustration altid at være en gren af parkour, så derfor vil jeg gerne præsentere dette fænomen som sin helt egen disciplin.

Tricking er en akrobatisk disciplin, der indeholder elementer fra både gymnastik, kampsport og i nogen grad breakdance. Tricking ses også somme tider under navnet Extreme Martial Arts (XMA) – et dårligt navn efter min mening, da tricking snarere er en opvisningssport end en kampsport. Tricking foregår på et fladt underlag (typisk græs eller 12×12 springgulv), og adskiller sig herved fra parkour og størstedelen af gymnastikdiscplinerne. Det er kendetegnet vandrette skruer, spark og afsæt og landinger på ét ben. Der findes konkurrencer i tricking, men for de fleste handler det om at udvikle sig finde sin personlige stil.

I tricking er der fortsat et fantastisk miljø i tricking. Facebook-gruppen Tricking Denmark har i skrivende stund 428 medlemmer¹, og mange mødes på tværs af hele landet og træner sammen ind imellem. På siden uploader udøverne videoer af sig selv, samt internationale udøvere, hver gang noget sensationelt er sket. Sporten har rykket sig enormt siden jeg begyndte at følge den i 2006, og niveauet er ufatteligt højt i dag.