Parkours oprindelse
Parkours oprindelse – hvor kommer parkour fra?
Der findes flere forskellige historier om hvordan parkour er opstået. En af de første historier jeg selv blev præsenteret for, tager sit udspring i Vietnamkrigen. Her skulle desperate krigsfanger angiveligt have brugt tiden på at træne flugtteknikker, for senere at flygte fra deres fangeskab. Senere skulle disse teknikker have dannet grundlaget for parkour.
Om end det er en inspirerende historie, er den til dels forkert.
En anden historie om parkour, går på at fattige franske tyveknægte, begyndte at træne målrettet, for at undgå at blive fanget af politiet. Denne teori er også interessant, men jeg gætter på at den stammer fra den franske film Yamakasi, hvor parkourgruppen af samme navn spiller rollerne som kriminelle, der forsøger at skaffe penge til en hjertetransplantation til en dreng i deres kvarter. Her bruger de parkour til at flygte fra vagthunde og politi. Det er dog en spillefilm, og selvom der er masser af dygtige parkourudøvere med, skal vi altså ikke finde parkours oprindelse i den.
Læs også: Hvad er parkour?
Hvem har opfundet parkour?
At spørge hvem der har opfundet parkour, er som at spørge hvem der opfandt ilden – den har sådan set altid været der. Den frie bevægelse, at klatre, springe, rulle, balancere og svinge sig har eksisteret meget længere end vi mennesker. At svinge sig i et stillads, minder om abernes bevægelser, og bevægelsen i eksempelvis king kong vault ligner leopardens løbebevægelse. Sébastien Foucan udtrykker i filmen Jump London også, at parkour/freerunning altid har eksisteret – det er bare først nu vi har puttet det i en kasse og givet det et navn. Det er et udsagn der også bakkes op af japanske udøvere i dokumentarfilmen My Playground. Man kan ligefrem sige, at de fleste har dyrket parkour som børn, selvom begrebet ikke var opfundet. Ryan Doyle udtrykker dette med en flabet men rammende kommentar:
A lot of people ask me: When did you start doing parkour? And I ask them: When did you stop doing parkour? Because I’m sure that when you were a kid you used to climb up trees and jump off walls.” – Ryan Doyle i My Playground
I Jump London introducerer Sébastien Foucan os til et af de første steder de trænede. I virkeligheden gjorde de det som alle børn gør – at hoppe rundt på nogle pæle. ”This is the vision of freerunning” siger han. Parkour rummer et stort legende element, som ikke er meget anderledes end børneleg – det er blot sat i rammer og navngivet, så voksne også kan tillade sig at lege.
”Ideology says it’s childish to climb trees. That’s because we’re brought up in that society where, ‘Get off the wall’, ‘get down off that bench’, ‘get out of the tree’. ‘Grow up, how old are you?’ 25!” – Ryan Doyle i My Playground
De første parkourudøvere
Navngivne parkour- og freerunningbevægelser kan findes mange år før parkour fik sit navn. Eksempelvis kan man se Donald O’Connor (1925-2003) lave two step wallflip som en del af hans fald-på-halen-komik til nummeret Make ’Em Laugh i filmen Singing in the Rain (1952). Desuden er mange bevægelser, særligt i freerunning, kopieret direkte fra gymnastikkens verden heriblandt vaults, flips, giants mv.
I sommeren 2014 blev et klip delt på de sociale medier under forskellige overskrifter som ”Parkour 1930”, ”Old School Parkour” og ”Methode Naturelle 1930s”. Det sort/hvide klip stammer fra dokumentar filmen Gizmo! (1977), hvor en mand springer op midt i sin middag, hvorefter man ser ham springe rundt i træer på bygninger. Mange af de kilder der omtaler klippet, er uenige om hvem der optræder i klippet, og hvor mange personer der er med. Det tyder på at manden der udøver ”parkour” er John Ciampa (1922-19941), mens resten af klippet er med den tyske stuntman Arnim Dahl (1922-1996). Det vides dog ikke hvornår klippene oprindeligt er optaget, men det kan næppe være tidligere end 1940, ud fra John Ciampas alder at vurdere.
Navnet parkour kommer fra Frankrig
Hvis vi skal lede efter opstanden af begrebet parkour, skal vi starte hos den franske søofficer og teoretiker Georges Hébert (1875-1957). Han var af den opfattelse at man burde være adræt og til gavn for samfundet – ”Vær stærk for at være nyttig” (Ëtre fort pour ëtre utile) som han sagde. Hans træningsfilosofi var inspireret af både hans eget aktive liv som bl.a. gymnast og militærbrandmand samt flere oplevelser i søværnet. Under et besøg hos en afrikansk stamme, oplevede han hvordan deres kroppe var flexible, ukuelige og robuste, fordi de levede i ét med naturen. Hébert var desuden udstationeret til øen Martinique i Caribien i 1902, i perioden hvor vulkanen Mont Pelée gik ud udbrud og udslettede hele den nærliggende by St. Pierre. Hébert stod for evakueringen af omkring 700 mennesker, og denne oplevelse skulle efter sigende have styrket ham i hans tro på, at fysiske færdigheder og styrke bør gå hånd i hånd med mod og altruisme.
Det var med denne motivation han udviklede La Méthode Naturelle (den naturlige metode), som havde udgangspunkt i kroppens naturlige bevægelseskompetencer som gang, løb, klatring, balance, bevægelser på alle 4, kast, løft, svømning, hop og spring samt selvforsvar. Princippet kaldes også Hébertisme, og blev angiveligt brugt af de franske soldater under vietnamkrigen. Måske er det her den føromtalte skrøne stammer fra.
En af soldaterne var Raymond Belle (1939-1999), der ligesom Hébert var militærbrandmænd. I løbet af sin militære karriere, havde Raymond Belle været igennem de såkaldte Parcours du Combattant (forhindringskursus). Det mindende i meget lille grad om parkour, som vi kender det i dag, men det er her vi finder navnets tidlige rødder. Raymond Belle fik nemlig i 1973 en søn ved navn David Belle, som skulle vise sig at blive krediteret som grundlæggeren af parkour.
David Belle – Den uofficielle grundlægger af parkour
Som 15-årig (1988) droppede David ud af high-school, og flyttede til Paris, hvor han mødte andre teenagere, der delte samme passionerede og kreative interesse for bevægelse. Samme år stiftede han gruppen Yamakasi med sine to fætre og en gruppe venner (bl.a. Sébastien Foucan)2. De trænede ihærdigt med udgangspunkt i den inspiration de havde fra Raymond Belle og Georges Hébert, og det begyndte så småt at ligne parkour. Navnet var foreløbigt L’art du déplacement (kunsten at bevæge sig). I denne periode kan man også se skuespiller og stuntman Jackie Chan lave parkourlignende scener i sine film.
I løbet af 90’erne gik David i sin fars fodspor, og var en af de mest adrætte mænd i forsvaret. Han fandt dog ud af, at hans personlige filosofi ikke var forenelig med en militær karriere, og gav sig i stedet til at promovere parkour, som han nu havde navngivet disciplinen. De fleste af de ældre parkourudøvere har formodentligt set den franske nyhedsreportage fra 2001 (af Levasseur, Philippe & Mignard Jérôme), hvor David Belle og Yamakasi går rundt i Lisses’ gader, og fortæller om og demonstrerer parkour.
I perioden 1995-1997 var Davids gode ven Sébastien Foucan også militærbrandmand i Paris, og begyndte i den tid at udvikle sin egen stil af parcours3(freerunning), og stod i 2001 for sit første freerunning show i Frankfurt. Omtrent samtidigt valgte David Belle også at gå egne veje, og startede en ny gruppe ved navn Tracers4. Belle udskiftede c’et i parcorus med et k, og døbte nu disciplinen Parkour. Nogle mener, at dette var et forsøg på at vende tilbage til disciplinens rødder (Witfeld et al. 2011).
På trods af deres exit, fortsatte resten af Yamakasi-gruppen ufortrødent, og brugte deres akrobatiske færdigheder i filmroller i bl.a. Taxi 2 (2000) og Yamakasi – Storbyen Samuraikrigere (2001-Originaltitel: “Yamakasi – Les samouraïs des temps modernes). Foucan og Belle var dog i fuld gang med andre projekter, og Foucan fik i 2003 internationalt gennembrud i dokumentarfilmen Jump London (2003). Filmen blev vist i flere lande, bl.a. i Danmark, hvor man kunne se Foucan, Jérôme Ben Aoues og Johann Vigroux springe rundt på Londons mest berømte seværdigheder som Royal Albert Hall, Shakepeares The Globe og HMS belfast. Filmen inspirerede mange unge, og fik senere en efterfølger: Jump Britain (2005). Allerede i den første udgave sammenligner Professor Iain Borden, Urban Culture, UCL parkour og freerunning med skateboarding og BMX, og siger at freerunning kunne være den nye urbane aktivitet – og man må sige han fik ret. Foucan runder filmen af med håb om mange flere freerunnere i fremtiden, samt at de vil blive taget mere seriøst end tidligere. I Jump Britain to år senere, ser man at der allerede er små freerunning miljøer rundt omkring i verden, og den 10. februar 2003 startede den tidligere bokser Paul ”EZ” Corkery hjemmesiden Urban Freeflow. Det var det første online forum hvor folk kunne skrive sammen, mødes og dele videoer. Et vigtigt skridt i udviklingen af parkour, i en tid hvor hverken YouTube eller Facebook eksisterede.
Parkour fødes i Danmark
Ovenpå Jump London og Jump Britain begyndte det danske parkourmiljø langsomt at blomstre op i det jyske. David Belle medvirkede i filmen District B13 (2004–Originaltitel: Banlieue 13), som er meget berømt for dens fantastiske åbningsscene, hvor Lito (David Belle) jagtes af en bande.
Disse tre film var til stor inspiration for mange, der nu hungrede efter at lære de samme ting. Samme år blev parkourportalen le-parkour.dk lanceret af Brian Westfall, og skulle vise sig at danne grundlag for en stor del af det danske parkourcommunity. En af de danske pionerer inden for dansk parkour, Jacob Mortensen, anslår antallet af udøvere på det tidspunkt til at være 15-20 personer. Her i kunne man frit dele billeder og videoer, og aftale fælles træninger. Diskussionerne gik dengang meget på hvad parkour var, og hvordan man skulle træne.
I 2005 opstod det nok allervigtigste fænomen i udbredelsen parkour og freerunning, nemlig videodelingstjenesten Youtube. Det var nu nemmere end nogensinde før at dele videoer med andre, og ikke mindst at se og lade sig inspirere af andres videoer. Indtil nu var det primært videoer fra mere organiserede hjemmesider der var tilgængelige, og kun i et meget begrænset antal. Flere grupper opstod rundt omkring i verden. Herhjemme så vi eksempelvis Copenhagen Parkour, Århus Parkour og Team JiYo (2003), mens grupper som 3run (2003) American Parkour (2005) og Parkour Generations også gjorde sig bemærkede på nettet. Team JiYo startede også deres onlineforum, Forum 540, for både parkour, freerunning, tricking og breakdance. Dog var indholdet her primært relateret til tricking. Forumet er ikke længere aktivt, men mange gode minder findes stadig på YouTube.
Parkour, freerunning og urban tricking var kommet for at blive. I foråret 2006 var Team JiYo med i 3 afsnit af Scenen er din på TV2 (og vandt finalen), og Sébastien Foucan spillede med i James Bond Casino Royal (dansk præmiere 24. november 2006). Det var samme år jeg selv begyndte at dyrke parkour. Det var en tid hvor man konstant skulle forklare folk hvad det var, og det var ikke altid de forstod det – da jeg første gang som 14-årig forklarede mine forældre det, tror jeg heller ikke selv jeg forstod det – men det jeg havde set på nettet, ville jeg også lære. Den lange parkourscene i starten af den nye James Bond film gjorde det lidt lettere at beskrive – mange havde set netop den scene, og så kunne man referere til den. På det tidspunkt husker jeg det som om, at man kendte eller havde hørt om alle udøvere af både parkour og tricking i hele landet. Vi skrev sammen på forums, og enkelte på MSN/Windows Messenger, og mødtes til gatherings, og til faste træninger på Islands Brygge til det ugentlige Sunday Jam.
Verdens første parkourpark
I 2007 markerede Danmark sig for alvor internationalt. 3 af de oprindelige medlemmer af Team JiYo, Peter & Jacob Ammentorp Lund og Martin Kallesøe, forlod året forinden teamet, og startede Streetmovement. Sammen designede de verdens første parkourpark, som sammen med de øvrige faciliteter på Gerlev Idrætshøjskole lagde i rammer til den første European Gathering. Der blev satset stort på arrangementet, og hyret instruktører fra Yamakasi, og legender som Daniel Ilabaca og Anis Cheurfa (tricking). Af danske instruktører var både Martin Kallesøe og Peter Ammentorp, samt den velkendte århusudøver Thomas Videbæk, som nu også havde sluttet sig til Streetmovement. Gatheringen var med stor succes og tiltrak udøvere som Jim & Joe Hougaard (Århus Parkour), Rasmus Ott (Tricking – tidligere Streetmovement nu Invincible Tricking og True Tricks), Nickolaj Lundquist (Streetmovement) og mange andre danske som europæiske udøvere. Både arrangementet og parkourparken var store for sin tid. På American Parkours onlineforum, skriver brugere f.eks. ”Was that a….Parkour….Playground!!?? I want one…” (Jim “Monkey” Parker) og “They built that huge concrete structure just for Parkour!!? Now that’s why I’m becoming an Architect!!!” (Patrick Holten). Eventen har siden været afholdt hvert år, nu under navnet International Gathering.
Selvom mange har været meget begejstrede for både faciliteterne og eventen, har den også været mødt af megen kritik. Indtil dette tidspunkt var udøvere vant til, at arrangementerne var gratis, og det eneste det krævede at dyrke parkour, var et par sko – og det kunne man faktisk også klare sig uden. Gatheringen kostede dengang kr. 1.950 for unge under 18, og kr. 3.000-3.600 for voksne5, og nu var der åbnet op for kommercielle interesser, der nu kunne tjene penge på undervisning, tøj, opvisning, design af parkouranlæg mv. Det var starten på en udvikling, hvor parkour i mindre grad var en undergrundsaktivitet, og i større grad blev organiseret i foreninger, virksomheder og organisationer. Der var meget delte meninger om dette, og mange var ligesom jeg selv af den holdning, at parkour nu mistede lidt af sin charme, samtidigt med at man hilste de nye muligheder velkomne. Diskussionen har ligget og ulmet lidt siden, og der bliver pustet til ilden i ny og næ.
Eksempelvis har den været oppe at vende næsten hver gang en konkurrence blev afholdt. I 2007 afholdt man i München eventen ”1st Parcouring World Championship”. I følge arrangørerne selv, var det ikke et discideret parkourevent, men snarere en konkurrence på forhindringsbane, som rettede sig mod udøvere af alle sportsgrene. Det kan man også se på den måde banen blev gennemført, men det satte alligevel sindene i kog hos rigtig mange udøvere. Året efter blev konkurrencen udvidet med en ”style contest”, hvilket lyder meget som et freerunningarrangement. Senere samme år afholdt man freerunningkonkurrencen Red Bull Art of Motion i Wien og de ”officielle” Verdensmesterskaber i Freerunning i 2008. Også i forbindelse med opførslen af JiYo Parken (Plug ’n’ Play) i 2009 (blev revet ned i 2017), opstod der en del debat om den nye udvikling.
Denne udvikling er formodentlig uundgåelig, og gør stadig plads for flere og flere virksomheder der vil profitere fra tøj, events, undervisning og optrædener i form af shows, reklamer, fotosessions mv. Udviklingen ligner den man har set i andre undergrundskulturer som f.eks. skateboardkulturen, dog i en nogen anden hastighed grundet internettets indflydelse. Parkour har fra start været i en rivende udvikling, som kun har vist sig at tage til, og markedskræfterne vil have deres andel i denne stigende interesse – heldigvis kommer det også mange af udøverne til gode.
I dag ses stadig eventen Red Bull Art of Motion, samt flere andre lignende konkurrencer, ligesom også parkourkonkurrencer med fokus på fart og effektivitet vinder ind flere steder. Parkourparkerne skyder også op alle steder både indendørs og udendørs – ifølge Signe Højbjerre et. al. (2015) er der pr. 2015 126 parkouranlæg og -baner i Danmark, hvoraf BGI Akademiets delvise indendørs og udendørs anlæg verdens største med 5000 m2.
Kilder
Bøger og artikler
Anderson, Jacky. (u.å). Parkour: The Ultimate Guide For Beginners.
Helge, E. W & Trangbæk, E. (2007). Redskabsgymnastik – leg og akrobatisk udfordring. Danmark: Systime
Larsen, Signe Højbjerre (2012). Hvad er parkour?:
http://www.teamjiyo.com/wp-content/uploads/2012/08/Team_JiYo_-_Hvad_er_Parkour.pdf
Larsen, Signe H., Petersen, Lise S., Ibsen, Bjarne & Hasani, I. (2015). Parkourfaciliteter i Danmark. Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund Syddansk Universitet
http://iob.sdu.dk/Movements2015_10.pdf
Parkour ONE (u.å). Charta.
https://parkourone.com/wp-content/uploads/2014/03/20160305_Charta_english.pdf
Nyt link: http://parkourone.de/hochladen/charta_english.pdf
Srisurendran, G. (2012). PARKOUR – en livsstil, København: INDBLIK
Witfeld, Gerling & Pach 2011: Witfeld, J., Gerling, I. E. & Pach, A. (2011) The Ultimate Parkour & Freerunning Book
Film og tv
Christie, M. (instruktør). (2003). Jump London (Dokumentar). England: Channel 4
Christie, M. (instruktør). (2005). Jump Britain (Dokumentar). England: Channel 4
Levasseur, Philippe & Mignard Jéröme (rapporter). Ukendt titel (ukendt dato, 2001). Frankrig: Television France TF1: https://www.youtube.com/watch?v=R9v-uu7d0Kg&feature=youtu.be
Websites
American Parkour – Forum
Clutterbuck – Klettermaxe and the Brooklyn Tarzan
David Belle Biografi – Davidbelle.com (side nedlagt)
European Gathering 2007 Sampler
Forum 540 – European Gathering
Freerun Denmark Spotguide – JiYo Parken (side nedlagt)
Foucan Biografi – Foucan.com (link nedlagt – alternativ)
New York Parkours Forum (forældet)
Westcoastparkour.com (forældet)
Fodnoter:
- nogle kilder skriver hhv. 1970 og 1984
- Gruppen bestod af: David Belle, Sébastien Foucan, Laurent Piemontesi, Yann Hnautra, Charles Perriére, Malik Diouf, Guylain N’Guba-Boyeke, Châu Belle-Dinh (fætter) og Williams Belle (fætter).
- Navnet parkour kom først senere
- Gruppen bestod af Belle, Kazuma, Romain Moutault, Jérome Ben Aoues, Rudy Duong, Stéphane Vigroux, Michael Ramdani, Sébastien Goudot and Johann Vigroux
- I 2014 var prisen steget til kr. 3.295-4.650. Der var ikke adgang for unge under 18 år. I 2017 var prisen den samme
